KVINDEN BAG HIMMELLEG

Jeg hedder Stine og bor i Århus med min lille familie. Til daglig er jeg gymnasielærer. Nu er jeg på deltid, men jeg har prøvet at løbe rundt med hovedet under armen og forsøge at holde stresssymptomerne fra døren, imens jeg tænkte på den sofa jeg gerne ville have og købte bøger, jeg aldrig havde tid eller overskud til at læse. Det er skørt, og det satte tanker i gang. Længe gik jeg og rodede med en masse ideer og en drøm om en roligere tilværelse med mere mening, måske endda også for andre end mig selv.

Ud af de ideer og drømme er Himmelleg opstået. For at give ideerne liv. For at skabe smukt og fantasifuldt legetøj, som ikke stammer fra en fabrik i Kina, men er lavet i hånden, lavet med omsorg. For at hjælpe andre mennesker med at skabe sig en god tilværelse. For selv at prøve kræfter med iværksætterdrømmen og få mere kreativitet ind i hverdagen. Der er mange grunde.

Med i projektet er også min mor Kirsten, som er mesterstrikker og garnekspert og står for frembringelsen af de prototyper som gør design og ideer til rigtigt legetøj. Hun har også været med i Nepal, hvor vi sammen afholdte en workshop i at hækle og strikke Himmellegs legetøj. Det gik forrygende og med højt humør til trods for at ingen af de nepalesiske deltagere talte engelsk. Mor Kis viste sig at være lidt af et naturtalent ud i lærergerningen, og når jeg snakker med de mennesker vi lærte at kende på vores tur, så spørger de altid ind til hvordan min ma’m har det.

Himmelleg arbejder ud fra en vision om at skabe mening og værdi. Vi arbejder for værdighed og tryghed, for fantasi og glæde, for ansvarlighed og etik. Hvis du vil lege med, så køb en bamse, spred ordet og følg os på Instagram og facebook.